Engang svor jeg at jeg ikke ville blive den mor som ville stå på sidelinjen til fodboldkampe og heppe. Da slet ikke en søndag morgen. Nu ER jeg blevet den mor der gør det, og faktisk synes det er vildt hyggeligt, også de meget tidlige kampe!
I dag stod jeg på sidelinjen og så Maxs hold spille, men denne gang sammen med ham.
Med et brækket håndled og armen i gips måtte det være som publikum at han deltog...
Når mine børn er kede af det, utrygge, bliver drillet, urimeligt behandlet, møder udfordringer de ikke kan overskue, er bange, eller skal stikkes i armen af narkoselægen, synes jeg det er svært at stå der på sidelinjen og se på! Kunne jeg bare hoppe ind i deres smerte eller utryghed og tage den for dem...
De skal igennem livets udfordringer og forhindringer, det ved jeg!
Men at være på sidelinjen kan være hårdt, svært, frustrerende....
Men tænk lige over det her. Hvor tit er man ikke på sidelinjen af noget?! Faktisk ofte...
Glæder mig til når jeg står på sidelinjen og min Max spiller kamp! For det er også ofte ganske glædeligt at være på sidelinjen, og ikke kun til en fodboldkamp
Ingen kommentarer:
Send en kommentar